top of page

Onkel Joakim har fat i noget...


I dag læste jeg en historie i én af børnenes mange Anders And Jumbobøger/Mammutbøger. Den handler om penge, og deri er bl.a. Onkel Joakims fortælling om "Bankens historie". Han fortæller om bankerne/pengeinstitutternes primære opgave som er at opbevare og forvalte penge. Han forklarer om kredit, indlåns - og udlånsrente, udgifter, overskud, vigtigheden af bankernes beliggenhed, betjening, gennemsigtighed og service.

I historien handler det om at vælge den rette bank. At sammenligne 2 banker, undersøge og sætte fordele og ulemper over for hinanden og så tage stilling til, hvilken bank der er den bedste og mest tilfredsstillende, rent subjektivt set, og så træffe sit valg ud fra dette.

At føle sig overbevist og sætte sin lid til bankernes troværdighed og formåen.

Det ender selvfølgelig med at Onkel Joakim siger følgende:

"Og hvis I endnu ikke har fundet en tilfredsstillende bank, så kan I gøre ligesom mig og grundlægge jeres egen bank!"


Jeg elsker det!

Jeg mærkede straks en direkte tråd hen til vores forældreskab og institutionalisering af barndommen, som siden 1970´erne har været øget eksponentielt. Hvordan mange forældre har købt ind i fortællingen om at "dét er betingelserne, og det er den valgmulighed du har," og så er børnene blevet afleveret til opbevaring og forvaltning - præcis som pengene i bankerne.

Jovist, nogle har - måske endda mange - brokket sig over nogle forhold, ønsket at forhandle om bedre vilkår, rettigheder og service. Det er ganske givet. Troværdigheden og systemets formåen er blevet diskuteret i mange år, måske endda siden hele institutionaliseringen trådte i kraft. Men er forholdene blevet bedre for det enkelte individ? Er gennemsigtigheden tilstede - og vi kan jo spørge os selv om, hvem det egentlig er der forvalter vores børn?


Måske er det på tide at tale lidt mere om indlån og udlån, når det gælder vores børn.


Er vi villige til at aflevere vores børn i institutioner med så høj udlånsrente? (hvilket det er i dette tilfælde).

Både på kort og lang sigt ser vi mistrivsel, angst, depression, et dundrende mindreværd og børn og unge der aldrig føler sig gode nok. Vigtige eller værdifulde. Afskåret fra indrestyret motivation, passion og evnen til at mærke sig selv.

Handler det udelukkende om institutionerne, deres værdigrundlag og forvaltningsevne? Måske ikke. Men det handler i høj grad om, hvad vi som forældre er villige til at stå model til - endda på vores børn og unges vegne.


Børn og unge afleveres til opbevaring og forvaltning - med fokus på at de en dag skal "kunne klare sig på arbejdsmarkedet og yde til fællesskabet", og det starter allerede i vuggestue/dagpleje og børnehave. Samarbejd! Lille som stor. Samarbejd med andre, ikke dig selv.

Livet er for mange børnefamilier blevet en samarbejdsaftale - som et samarbejde med banken, hvor vi indgår bestemmelser og aftaler indenfor de angivne rammer. Take it or leave it. That´s it. Men hvor stor er udlånsrenten - og er den sund, stabil og tilfredsstillende?


At låne sine børn ud til "dannelse", "udvikling" og "socialt samvær" i dagens Danmark har mange omkostninger, som måske ikke er beskrevet i bestemmelserne og de retningsangivne norm-toner. Men vi ser dem tydeligt! Nogle går til læreren, skolelederen, kommunen, højere instanser i håbet om at forbedre forholdene, få støtte, hjælp og ønsket om forbedringer er stor. Præcis som når vi sidder overfor bankrådgiveren. Vi taler, forhandler, giver det tid og chancer. Håber. Tror. Ønsker.


Udlånsrenten er dyr. Meget dyr.


Måske vi skal kigge lidt mere på indlånsrenten og lade vores børn og unge stå på dét fundament der hedder "Tryghed", "Respekt", "Ligeværd", "Nærvær" og "Kærlighed" og lytte til deres reelle behov og ønsker, og handle der ud fra. Det kan gøres på mange måder. I Danmark har vi vores frie valg. Om det er banker eller institutionalisering.


Og tro mig, Onkel Joakim har fuldstændig ret når han siger:

"Og hvis I endnu ikke har fundet en tilfredsstillende bank, så kan I gøre ligesom mig og grundlægge jeres egen bank!"

Indlånsrenten er hjertebaseret og giver måske ikke det største økonomiske afkast - men at grundlægge sit eget familieliv giver den største glæde, frihed og fred indeni.



Copyright: Lisa Mie Kristiansen - Kærlighedskanalen.
Copyright: Lisa Mie Kristiansen - Kærlighedskanalen.






Afsluttende bemærkning:

Det er muligt du tænker indlåns - og udlånsrente anderledes end jeg, sådan i bank-traditionel-forstand. Hér bruger jeg ordene, så de passer ind i konteksten - og det har jeg sjovt nok også min frie vilje til at gøre. ;-)



 
 
 

Comments


bottom of page