Kasse produktion

”Mor, jeg har brug for din hjælp til at producere 800 nye kasser!”, sagde vores søn forleden aften.

Han er 9 år, neurodivergent og har om aftenen rigtig meget der skal placeres i kasser – vel at mærke i hans hoved.

Hans læringsstil er meget kinæstetisk – dvs. at han lærer bedst ved at gøre tingene rent praktisk og gennem bevægelse, og han bygger dagligt med sine hænder, og om aftenen også med sit indre.

Alt han oplever lagres og fylder, og for at undgå tankemylder, stress og et nervesystem der giver kroppen besked om at være i uro, så har han valgt at lave et indre kasse-system, hvor han producerer kasser og lægger oplevelser ned i om aftenen, så han kan finde ro til at slappe af og sove.

800 kasser vidner om at der var meget der fyldte i ham!

Helt praktisk handlede det om efterårsferien – at vi havde lagt planer, både som han glædede sig til og var spændt på, men også fordi det føltes overvældende.

Vi havde planlagt følgende:

Mandag: I legetøjsbutik og købe en ny dinosaurus og til Leg & Byg Lego arrangement med far.

Tirsdag: Ingen planer.

Onsdag: Besøg af familie fra Family Lighthouse, leg og hygge hos os.

Torsdag: Far rejse til Italien ved middagstid – ellers ingen planer.

Fredag: Besøg af anden familie fra Family Lighthouse, leg og hygge hos os.

Lørdag: Ingen planer.

Søndag: Hente far ved toget eftermiddag, ellers ingen planer.

Set i forhold til mange andre familier, så er det jo absolut ikke de vilde planer vi havde lagt.

Alt foregår i trygge rammer, hjemme og med børnenes venner og familier. Det er kendt. Det er trygt. Og alligevel var det overvældende for vores søn.

”Der er alt for meget i mit hoved”, sagde han. ”Jeg bliver nødt til at producere mange kasser og lægge det ned i, for det flyver rundt inde i mit hoved, så min krop ikke kan slappe af”, sagde han.

Fordi vi har indrettet vores familieliv anderledes end mange andre, ved at vælge hjemmeskole allerede fra start, og vores børn ikke har gået i hverken folkeskole, friskole eller andet tilbud, så har vi også valgt at sige ja tak til fred, ro og tid til at mærke os selv og hinanden – tale om det der fylder i os hver især, lytte, rumme og være med det der er, når det er der.

Ikke når alt først er væltet og familien er på kanten til at splittes (selvom det nogen gange godt kan føles sådan, for det ér benhårdt følelsesmæssigt, at skulle rumme noget vi ikke selv er blevet rummet i som børn. Men så er det vores indre børn der larmer, og har brug for et kærligt blik og omsorg).

At producere kasser – både ”Slettekasser”, ”Gemmekasser”, ”Ventekasser”, ”Billedkasse”, ”Videokasse” mm. og fylde deri før sengetid giver mening for vores søn.

Han har tegnet sin hjerne på papir – som han oplever den fungerer – og vist os med sine hænder hvordan de forskellige baner løber oppe fra toppen af hovedet, ned i hans ansigt og ned til halsen, hvor han har en ”udluftningsventil” han bruger til at lukke dét ud som ikke skal bruges længere og derfor slettes. Så han sidder med lukkede øjne, vender sig indad og kører fingrene blidt over øjenlågene, alt i mens han producerer løs.

Det er et meget avanceret system – synes jeg som hans mor, som ikke tænker på samme måde, da jeg er neurotypisk. Det minder mig om alle de små dusere i Fragglerne, der går rundt med deres trillebøre i ét væk.

Men det er hans system, og det fungerer – fordi det giver mening for ham!

Når nu det er sådan han fungerer, og det uden tvivl gavner ham, at vi bruger tiden på at støtte ham i processen og dermed giver ham den fornødne ro, hvorfor skulle vi så gøre andet?

Nej vel?

Det er nemlig helt okay at indrette vores familieliv i mest mulig fred og harmoni – på egne præmisser, og gøre hvad der er bedst for både vores børn og os selv som forældre. At stoppe op, mærke efter i os selv, hvad der giver mening, og hvordan vi ønsker vores tilværelse skal se ud – og gå målrettet efter det, med hjertet forrest.

Det kræver hverken politikeres, læreres, pædagogers, psykologers, lægers eller andres godkendelse eller accept.

Det kræver måske nye måder at se sig selv og familien på – at opdage hvilken stærk ressource forældre er, og slippe ideen og illusionen om, at det er op til andre at bestemme hvordan det skal se ud. Og det kræver aflæring af indoktrinerede koder, så som pli, korrekthed, følelsen af ikke at være god nok og utilstrækkelighed. Det er faktisk okay at gøre noget andet end dét vi har lært er korrekt – at gå med sundhed og trivsel fremfor frygt og tillært adfærd.

Det er ikke sikkert at det lige er produktion af kasser der virker for andre, men så gør noget andet.

Og vi byggede kasser – det blev til 4 i stedet for 800.  Og vi bygger videre…