Meningen med livet...

Når vores søn spørger "Mor, hvad er egentlig meningen med mit liv - altså hvorfor er jeg her overhovedet?" så kan jeg som mor vælge at skøjte let og elegant henover spørgsmålet, og svare overfladisk, at han jo er her fordi hans far og jeg elskede med hinanden og satte ham i verden (hvilket også er sandt) eller jeg kan vælge at sidde med ham, holde om ham/kramme ham, dykke ind i mit hjerte og tale derfra. Fortælle ham hvor elsket, vigtig og værdifuld han er, og at han er et af de mest godhjertede, rene og kærlige mennesker jeg nogensinde har mødt i mit liv - at han er med til at gøre en positiv forskel i verden, blot ved at være den han er. Ved at være til.

Vi taler fx. om nogle af de mennesker der er i verden og udøver magt, ondskab, tvang og misbrug af både andre mennesker, dyr, naturen, vores fælles ressourcer - mennesker som ikke bidrager til en lysende fremtid, næstekærlighed og frihed. Eller sundhed - hverken mentalt, følelsesmæssigt, kropsligt eller åndeligt.

Når han genkender sig selv i vores samtale - mærker at han faktisk er et godt menneske, som ikke har nogen som helst intentioner om at gøre noget ondt eller harmfuldt ved andre levende sjæle (som er ALT!) mindes han om hvem han er. Og også hvad han ikke er.

Han mærker samhørighed og en indre vished og sandhed, som er iboende og ægte. Hans værdier. Hans måde at være i verden på.

Det er et vigtigt spørgsmål han stiller. Og svaret er ligeså vigtigt. Men vigtigst af alt er at samtalen tages i fred og ro. I energier hvor han og vi mærker os selv og hinanden.

Hvis nervesystemet larmer og uroen i kroppen drøner derudad mærker han ikke sig selv. Hans værd. Hans bidrag.

Og så er det at der ikke længere er mening med livet...

Jeg ser det igen og igen hos både børn og unge; De kan ikke mærke sig selv, og de har svært ved at finde mening med livet. Dem selv. Deres værdier. Deres indre sandhed.

Indtil de sidder i fred og ro, uden krav og målsætninger. Uden forstyrrelser fra online medier, voksnes forventninger og meninger og forskellige devices.

Når vi tager den dybe, stille og forventningsfrie samtale er de i stand til at både se, mærke og genkende dem selv - og deres værd og vigtighed. Og SÅ er der gnist, lys og glæde. I øjnene. I hjertet. I sindet. I kroppen. I ånden. Der er mening!

Når vores politikere og skoler begynder at møde børn og unge derfra, så vil vi se mere harmoniske børn og unge.

Når forældre (og politikere) begynder at anerkende sensitivitet, alle følelser og blødhed som en styrke i stedet for svaghed, så vil de se deres børn og unge blomstre.

Når de gamle strukturer nedbrydes - fordi de ganske enkelt ikke er skabt i sundhed og trivsel - så vil vi se vedvarig og ægte forandring til det bedre.

Når vi alle anerkender, imødekommer, er åbne over for og forstår at (særligt) neurodivergente og særligt sensitive mennesker ikke hører til i de gamle udslidte modeller, men kommer med en langt smukkere, blidere, sundere model, bygget på kreativitet, glæde, værdighed, frihed, omsorg og næstekærlighed - og blot er lysende vejvisere direkte ind i den nye tid - SÅ vil der ske positive forandringer!

Vi tipper... ud af det gamle, ind i det nye.