"Jeg er træt, så grusomt træt..."

Måske kender du den - sangen fra "Bølle Bob", hvor en pige synger at hun er led og ked af skolen, og er så grusomt træt, keder sig og forsøger at holde fast i sin overbevisning om, at ingen kan tvinge hende, for hendes hjerne er fri, så hun drømmer om sin kærlighed, sin cykel, og prøver at få tiden til at gå.

Vi kender det nok alle - at vi som børn har skulle rette ind, fået retningen givet af voksne, siddet med følelsen af ikke at have medbestemmelse over egen læring, og manglende kontakt til vores indre styrede lyst og motivation. Afskåret fra passion, glæde og begejstring. Tappet ind i kedsomhed og følelsen af ikke at have nogle valgmuligheder.

Den barnlige overbevisning tager vi med os i livet - vores barneperspektiv - som kan være et giga benspænd og selvsabotage som voksne, hvis ikke vi har identificeret følelsen og illusionerne deri.

Mange voksne går på arbejde "fordi de skal" og sender børn i institutioner/skole "fordi de skal" - en sætning som vi er mange der fik som svar, når vi som barn eller ung spurgte de voksne "Hvorfor skal jeg dét?" og svaret lød: "Fordi jeg siger det!" uden yderligere forklaring, gennemgang eller meningsgivende samtale. Blot fordi den voksne sagde det!

Måske fandt vi det kedeligt, trættende, drænende - og overbevisningen hang måske ved; At vi ikke har nogle andre muligheder. At der kun er én måde at gøre tingene på og bestemte retninger i livet. Uanset hvor trættende det er.

Det er en kæmpe illusion!

Pigen i Bølle Bob synger: "Der er ingen der kan tvinge mig, min hjerne den er fri, jeg bestemmer selv hvad jeg vil tænke på" og "Jeg kan leve uden forholdsord og rotternes skelet, jeg er ligeglad med engelsk grammatik. Og om X er lig med Y i anden rager ikke mig; jeg skal ikke vær´ professor i logik".

Hun er stærk - i sin tro, i sin frihedstrang og hendes selvforståelse. Hun kender sig selv allerede som barn. Hun ved hvad der er rigtigt for hende og hun ytrer sin sandhed. Hun går ikke med illusionen om at hun ikke har nogle valgmuligheder, og stiller spørgsmålstegn ved tesen om, at al læring kommer fra bøger. "Hvorfor taler vi kun om de ting vi har læst i en bog?" spørger hun. Og ydermere "Hvorfor prøver vi ikke i stedet at bruge hinanden til noget?".

Dybe refleksioner. Dybe indsigter.

Hvor er friheden til at vælge frit, barn som voksen?

Hvorfor blive i fastlåstheden og illusionen om at vores liv handler om at lære på bestemte måder og "få tiden til at gå", når vi i stedet kan åbne os op for passion, frihed, indre fred, kreativitet og en nydelsesfuld tilværelse med udgangspunkt i den enkeltes behov, egenskaber og rene væren?

Jeg forstår pigen, og jeg kan huske at jeg har skrålet med på den ofte som barn. Hvert et ord gav mening for mig. Rebellen i hende, rebellen i mig. Styrken og troen. Kedsomheden og illusionerne der dansede tæt, og som var og er logisk for mange andre, men som for mig var fængslende, snærende og unærende, og en dans jeg ikke ønskede at være budt op til. Den gjorde mig træt. Så grusomt træt.

Hvis vi som voksne bliver ved at gå med det logiske, det realistiske, det kendte - og det føles kedeligt, trættende og lader os stå tilbage med følelsen af ikke at have flere kræfter, så er det på tide at skabe nye retninger. Nye opløftende stier at betræde. Stier som er alt andet end kedelige, forventelige eller de som andre har sat op for os tidligere i livet.

Hvor stien findes?

INDENI!

I hjertet - dér hvor illusioner og logik ikke har plads, men hvor sjælen taler sit tydelige sprog, og der aldrig er grusom træthed.

Copyright: Lisa Mie Kristiansen - Kærlighedskanalen.